The Pendant - en Wegner lampe fra danske Pandul

Én af Danmarks største møbeldesignere er arkitekten Hans J. Wegner. Men selv om han primært er kendt for møbler som Y-stolen, Flagline-stolen og bamse-stolen, er hans belysningsdesign heller ikke til at tage fejl af. Det er kendetegnet af samme skarpe blik for både form og funktion som hans møbler. I 1962 designede Wegner pendlen The Pendant mens han omtrent 10 år senere skabte Opala-serien til Hotel Scandinavia i København.
Køb lamper designet af Wegner her

Wegner lamper

I 1914 blev Hans Jørgensen Wegner født i Tønder. På daværende tidspunkt tilhørte byen det tyske kongerige Preussen. Men Wegner var dansk - og da han efter sin læretid som snedker flyttede til København var det for at påbegynde sin værnepligt. Efter en aftjent værnepligt samt et kig på snedkerlaugets udstilling ville han på kunsthåndværksskolen. Et sted han senere i sit liv vendte tilbage til for selv at undervise. Uden at færdiggøre sine studier forlod han det og hjalp i stedet blandt andet Arne Jacobsen med at tegne møbler til Århus’ nye rådhus. En opgave hvor den unge arkitekt for alvor kunne vise sit værd.
I 1946 flytter Wegner tilbage til København og starter en tegnestue i eget navn. Herefter går der ikke mange år før hans helt store internationale gennembrud finder sted. I 1950 tryllebinder han særligt USA med sit modernistiske formsprog og kvalitetshåndværk. Hans stole bliver verdenskendte og har været det lige siden.

Efter sit gennembrud og midt i sin store internationale succes tegner Wegner sin pendel The Pendant. Det er ikke hans første belysningsdesign, men sandsynligvis den første pendel. Allerede under sin indretning af Århus’ rådhus tegner han en række bordlamper. De er ikke længere i produktion og der findes sandsynligvis kun et beskedent antal tilbage fra den tid. Pendlen The Pendant produceres fortsat af den danske virksomhed Pandul.

Hejsependel – en lampe af Wegner

Lige siden The Pendant så dagens lys for første gang i 1962 har den været populær. Designet er enkelt og funktionelt. Det er to faktorer som er særdeles væsentlige for enhver tidløs belysning. Selve skærmen kan hejses op og ned hvorved den henholdsvis skygger og åbner for lyskilden. Det betyder at lysets intensitet skal indstilles ved hjælp af skærmens hejse- og sinkefunktion. Det smarteste er imidlertid pendlens evne til at kunne hives op og ned i ledningen. Det praktiske håndtag samt en spole i toppen betyder at du nemt kan indstille ledningen efter hvor langt nede eller oppe du vil placere den. Det er naturligvis også denne funktion der har givet lampen sit mere folkelige navn Hejsependlen.
Lampen består af en aluminiumsskærm. Den trykkes op og håndslibes for til sidst at blive lakeret i hvid, sort eller antracit grå. Den fås også i en ren børstet aluminiumsversion. Udover at være funktionel tjener stålhåndtaget også som en del af pendlens formsprog. Den er flot integreret i designet som en æstetisk forlængelse af skærmen. Håndtagets metal er håndfremstillet og både bøjning samt lodning er et håndværk som Pandul mestrer til perfektion.  

Siden 1962 har den været i produktion. Det skyldes i høj grad lampens anvendelighed og gode belysningskvaliteter. Den er nemlig helt ideel over et spisebord. Hejs skærmen op når I skal bruge et diffust orienteringslys ud i rummet og sink den igen under middagen hvor lyset skal rettes ned på bordet. Den kan monteres alene eller i par ved længere borde.

Pandul

I 1982 startede den danske virksomhed med at producere belysning. De første lamper blev til i samarbejde med arkitekt og professor Jørgen Gammelgård. Det var på baggrund af dette samarbejde at virksomheden etablerede sin status som producent af kvalitetsbelysning. Senere blev deres portefølje udvidet da de også sikrede sig rettighederne til at producere Wegners lampedesign. Ikke alene står virksomheden for den kendte hejsependel men også Opala-serien er at finde blandt de mange flotte designerlamper. En serie som også er tegnet af Wegner og som han skabte i 1970’erne til Hotel Scandinavia i København. Begge designs – både The Pendant samt Opala - bærer præg af Wegners kompromisløse tilgang til form, funktion og kvalitet. Det sidste sørger Pandul heldigvis for bliver udlevet til fingerspidserne den dag i dag.

Virksomhedens DNA er baseret på kvalitet og tidløs design. De to elementer skal sikre at mærkets lamper altid vil være aktuelle og et udtryk for både klassisk og moderne belysning. Med en lampe fra Pandul er du sikret unik dansk designtradition fra nogle af de allerstørste arkitekter og designere.

Se alle lamper fra det danske mærke her