PH Septima – en glemt ikon, af Poul Henningsen

1. september 2020
PH Septima – en glemt ikon, af Poul Henningsen
En af Poul Henningsens mest raffinerede lamper, er den smukke PH Septima. Den sofistikerede og stilfulde lysekrone er bygget op af syv skærme, hvor hver enkelt skærm er inddelt i matte og klare felter. Felterne sidder forskudt for hinanden, så lyset reflekteres i de matte felter og lukkes ud i rummet via de klare. På samme tid er lampens lyskilde skjult, så den ikke blænder sine omgivelser.

Med en diameter på 50 centimeter får du en iøjefaldende lampe, der på grund af materialet stadig virker let og elegant. En utrolig smuk lampe, der giver rummet et fantastisk lys, og fungerer samtidig som et skulpturelt element i dit hjem.

Forløberen til Koglen
Man kan måske ane, at lampen er forløberen for den ikoniske PH Artichoke – bedre kendt som Koglelampen. Man havde allerede i 1930’erne planer om at lave Septima i metal, men det blev kun til tegningen, der i første omgang blev lagt i skuffen. Tegningerne blev igen fundet frem, da Poul Henningsen skulle tegne lampen til Langelinie Pavillonen i 1958. ’Metal Septima’ blev derved til en kogle i metal, hvor man havde fjernet hver anden felt, så lyset reflekteres og sendes ud gennem åbningerne. Man tilføjede desuden yderligere 5 skærme, så man havde 12 skærme, som man ser på koglen i dag

PH Septima kan bestilles her og leveres fra 1. oktober.